Axel Gadegaard, Kalundborg (DK): ”Gøglerfortællinger” – et Dario Fo program.

(Multiteatermennesket Dario Fo (1926 – 2016) skriver i sine erindringer, Flagermusenes landsby, om ”fabulanterne”, historiefortællerne og skrønemagerne, fra glasværket i Porto Valtravaglia. Disse var glaspustere, skæve typer, som ”ofte fortalte om begivenheder, der havde fundet sted for mange hundrede år siden… men det var et skalkeskjul, de lånte ganske enkelt mytiske historier for at behandle den aktuelle virkelighed og dagens begivenheder i grotesk og satirisk form”. Dario Fo betragtede sig som elev af disse fabulanter og med ham fik fortællingerne deres liv på teaterscenen.)

Min forestilling består af to fortællinger.  I den første, Gøglerens fødsel, møder vi gøgleren, der fortæller historien om hvordan han fik talens gave. Gøgleren er født som bonde, begavet med hjerne og jernvilje. Imidlertid bliver han knækket af den lokale hersker. I sin fornedrelse er han parat til at opgive alt, men så sker miraklet: hans tunge bliver skarp, med sine ord kan han afsløre og skære igennem herskernes magtbegær. I den anden fortælling, Brylluppet i Kana, vil en Engel berette om en særlig begivenhed, men bliver afbrudt af en fulderik. Englen kommer aldrig frem til hvad det er for en begivenhed, eller hvad det særlige ved den er, det gør derimod fulderikken. Han var selv til stede ved begivenheden, et bryllup, hvor alt så ud til at gå galt. Men så sker det uventede, som er også er forklaringen på hvorfor han er fuld.

 Axel Gadegaard, årgang 1952, har en efterhånden mangeårig erfaring med amatørteater. I 1980’erne opførte Dario Fo under et besøg i Holstebro, et par af sine gøglerspil. Det var begyndelsen til min egen fascination af fortællingerne og Dario Fo’s fortællekunst. I årene derefter har jeg så selv, med professionel hjælp og vejledning,  flere gange sat fortællingerne i scene.